Det handler om Retssikkerhed, Forældelsesfrist og Bevisbyrde. Ved møde på Christiansborg 5. februar, stilte Retsordfører for DanmarksDemokraterne Betina Kastbjerg, et interessant spørgsmål vedrørende anbragte Børn og Unges juridiske sikkerhed.
“Hvad er udfordringerne, hvis vi fjerner forældelsesfristen og ændre bevisbyrden?”
Det spørgsmål, vil vores Næstforkvinde Chenette Schou Tideman gerne svare på.
Først og fremmest. Stor tak og respekt til Betina Kastbjerg, for det meget vigtige spørgsmål og hendes fokus på anbragte Børn og unges retssikkerhed, som er vores kerneområde.
Med Falcon365 Analysen er De Anbragtes Alliance udkommet med vores første rapport, om tilstandene på anbringelsesområdet.
Med fokus på tilsynet, viser Falcon365 analysen en bekymrende stor risiko for, at anbragte Børn og Unge mister vigtige beviser for fejl, svigt og vold i deres anbringelses perioder. Det er næsten indiskutabelt årsagen til, at det er vanskeligt for anbragte og tidligere anbragte børn og unge, at gå til domstolene når de har brug for retslig efterspil. Eksempelvis ved behov for anerkendelse af årsager til psykisk eller fysisk funktionstab, og erstatning herfor.
I Danmark har vi dokumentationspligt, men den kan misbruges. Det er i sig selv helt ulykkeligt, at de som skal være omsorgspersoner under barnets anbringelse, kan stille barnet så skrøbeligt retssikkerhedsmæssigt videre i livet, at episoder ikke er dokumenteret, fordi det er en let måde at skjule vold, lovstridigheder og overgreb.
Så, hvad er så udfordringerne, hvis vi fjerner forældelsesfristen og bevisbyrden?
Betina Kastbjerg fortæller under vores møde, at hun faktisk ikke er uenig i at forældelsesfristen skal fjernes, og at der skal gøres noget ved bevisbyrden. Men hun ønsker at vide, hvad udfordringerne er? Et spørgsmål, vi som sagt får ofte.
Her får du Chenette Schou Tideman tanker, “Jeg har reflekteret på spørgsmålet fra Betina Kastbjerg, og er kommet frem til følgende,”
“Måske er det ikke det spørgsmål vi skal stille!”
Jeg synes ikke, at der er nogle udfordringer i den præmis, som Betina Kastbjerg stiller op. Spørgsmålet er ikke aktuelt i forhold til at sikre Børn og Unges rettigheder og trivsel.
Udfordringen ligger i, at der ER en bevisbyrde, og at der ER en forældelsesfrist, når børn skal bruge retssystemet. – OG helt problematisk er det, at vi stiller Børnene og de Unge til ansvar for den vold, som er begået mod dem!
Det er simpelthen for meget at bede et barn om.
Børn og Unge skal selv samle beviser og nå at køre en sag, inden forældelsesfristen rammer.
Vi stiller som krav til anbragte Børn og Unge der udsættes for vold, at de selv skal samle beviser ind? Det kan vi jo ikke!
Det er simpelthen for meget, at bede et barn eller et ungt menneske om.
Jeg synes faktisk, at man helt skal fjerne det her spørgsmål. Stoppe med at spørge, “hvad er udfordringerne, hvis man fjerner forældelsesfristen og ændre bevisbyrden?”
“Et barn eller et Ungt menneske skal slet ikke stå med det ansvar.”
– Chenette Schou Tideman Næstforkvinde for De Anbragtes Alliance
Vi ved, at hjernen først er udviklet, når man når 20’erne. Børn og Unge er slet ikke udviklet nok, til at tage ansvar på den måde, som forældelsesfristen og vidnesbyrden kræver. Der er rigtig mange ting, som børn og Unge ikke må tage stilling til. Hvordan kan det så være, at vi pålægger dem et ansvar der hedder, at de selv skal indsamle beviser? Mens de udsættes for overgreb, vold, svindel etc. – Og oven i selv sørge for, at få sagen kørt inden for 5 år?
Prøv at forestille dig, at bo på et bosted. Du er blevet anbragt, fjernet hjemmefra og på bostedet fortsætter vold, overgreb, ydmygelser og ulovlige magtanvendelser.
Hvordan skal du, som et 8-årigt barn, samle beviser ind? Hvordan skal du som 8 årig vide, at du skal nå at kører en sag inden du bliver 13 år ellers rammes du af forældelsesfristen?
Det kan vi simpelthen ikke byde børn og Unge.
Selv om mange anbragte Børn og Unge har pårørende som kan hjælpe dem, hvor mange af de pårørende eller bare borgere i Danmark ved, at der er en forældelsesfrist? Hvor mange ved, at Børn og Unge faktisk er pålagt bevisbyrden? Og hvad med de Børn og Unge, der ikke har nogen pårørende? Hvad med de børn og Unge, som er fjernet fra et hamrende usundt miljø, bliver anbragt, ikke har nogen pårørende og er fuldstændig afhængig af, at kunne have tillid til myndighederne? Hvis ikke de har pårørende og hvis de ikke kender lovgivningen, hvilket de færreste anbragte gør, hvordan skal de så vide, at de skal samle beviser? Hvordan skal de vide, at der er en forældelsesfrist?
Det synes jeg er udfordringen mere end, at vi stiller spørgsmålet “hvad er udfordringen, hvis vi fjerner forældelsesfristen og ændre bevisbyrden.”
Det spørgsmål vi skal stille er,
“Hvad er udfordringen ved at bevare forældelsesfristen og bevisbyrden, som den er i dag.”